Frode Kirk er tidligere landbrugsrådgiver og regional chef i Afrika gennem 35 år i bl.a. FN og danske organisationer – herunder 20 år i Dansk Røde Kors.

---

”Lige meget hvad, så er freden det vigtigste af alt” (min oversættelse), står der på denne graffiti på strandvejen i Senegals hovedstad Dakar. 

Danmark bør tage afsæt i denne virkelighed i arbejdet med at virkeliggøre sin nye Afrikastrategi ”Afrikas århundrede” med støtte fra det rådgivende panel, ”Partnerskab for global udvikling” og dets tilhørende tekniske råd, som netop er nedsat.

Fra Somalia og Sudan til Sahel, ned igennem Centralafrika til det centrale Congo og videre til Mozambique og Madagaskar i syd er det krigen og konflikten, der forhindrer, at folk kan få ro til at udvikle sig selv og sine økonomiske aktiviteter. Det burde vore politikere have tænkt lidt over i forbindelse med den nyåbnede ambassade i Rwanda.

Danmarks nye Afrika-tilgang

25 procent af det 21. afrikanske århundrede er nu gået. Hvis det går, som strategien forudsiger, så vil 25 procent af verdens befolkning i 2050 leve i Afrika. 

Afrikas økonomi udgør i dag cirka to til tre procent af verdens samlede økonomi. Det fortæller lidt om, hvor meget økonomisk fremgang der skal til, hvis de 25 procent af verdens befolkning – som i 2050 vil bo i Afrika og mestendels er unge – skal gøre sig håb om til den tid at leve et bedre liv.

Danmarks Afrikastrategi lægger vægt på – og det er gentaget af udenrigsministeren mange gange – at vi skal lytte lidt mere, være lidt mere tålmodige, blive lidt længere, når det gælder, og acceptere, at der er brug for tid (derfor genåbnede man ambassaden i Tanzania, som ellers lige var blevet lukket). Dog havde man ikke samme tålmodighed med ambassaderne i de kupramte Sahel-lande. 

Afrika er ikke noget offer, og vi køber ikke aflad.

Samarbejdet skal bygge på ”business to business”. Der er ifølge regeringen behov for en ny og anderledes dialog med Afrika, hvor vi sammen med organisationer og erhverv i Danmark og Afrika skal diskutere os frem til nye muligheder. 

Afrika er træt af godgørenhed, og det er vi også? Afrika er ikke noget offer, og vi køber ikke aflad. Det faktum, at tidligere dansk tilstedeværelse var karakteriseret af et donorforhold, skal afløses af en ligeværdig relation. 

Danmark er et lille land, og derfor må vi også delvist arbejde gennem EU. Gennem finansieringsinstitutioner som den Afrikanske udviklingsbank, som Danmark i 2024 kanaliserede næsten en milliard kroner til, og således skal vækst-, eksport- og grønne kreditter spille en større rolle. Endelig skal Afrika ifølge strategien se Europa/EU som sin foretrukne partner.

Overgangsåret 2026

Eftersom Danmark både var formand for EU i anden halvdel af 2025 og fortsat sidder i FN’s sikkerhedsråd, var der ikke meget tid til at tænke på implementering af strategien i 2025. 

2026 er derfor blevet gjort til et specielt overgangsår for de organisationer, der modtager en fast femårig ramme fra Udenrigsministeriet til organisations- og humanitært samarbejde. 

De fik en etårig forlængelse af deres bevillinger, og i løbet af året skal konturerne så tegne sig for, hvordan Udenrigsministeriet og organisationerne bedst tænker, at strategiens målsætninger kan opfyldes med støtte fra ”Partnerskab for global udvikling”.

Samarbejdet kan meget kort deles op i 1) katastrofehjælp og humanitær støtte og 2) udviklings- og forretningssamarbejde. 

Når det kommer til katastrofehjælp og humanitær støtte, er der ikke så meget at diskutere; her må vi bidrage baseret på vores medmenneskelige forpligtelser, så meget som pengepungen tillader. Her kan vi også være fattigdomsorienterede. 

Når det kommer til traditionelt udviklingssamarbejde og anden forretningsvirksomhed, som blandt andet faciliteres via danske ambassader, så har samarbejdet altid skullet forsvares inden for respekten af såkaldte internationale principper, menneskerettigheder og procedurer, som ikke accepterer korruption og terrorfinansiering. 

I sådanne situationer kan vi ikke bare bruge løs af danske skattekroner. Derfor har Danmark lukket ambassaderne i Sahel-landene Mali og Burkina Faso, fordi militæret overtog ledelsen, og dem synes vi at have svært ved at tale med.

Samarbejdet skal være et ’win-win’. Det vil for eksempel sige, at hvis Danmark er med til at finansiere infrastruktur eller anden organisatorisk udvikling, så skaber det rammer for et større forretningsmæssigt samarbejde i andre sektorer, og begge parter bliver del i et gensidigt økonomisk frugtbart kredsløb, som måske også kan involvere ungdommen. Men hvordan?

Afrikanske autokratier og europæisk hykleri

Udgangspunktet må være erkendelsen af, at Afrikas politiske elite fra afkoloniseringen i 1960 til i dag har spillet fallit, hvilket vi ser med det historisk store antal lande, hvor militæret tager over, og i de historisk høje valgresultater for de siddende præsidenter. 

Ligeledes har vi heller ikke haft den tilstrækkelige forståelse til at arbejde med denne politiske elite. 

Når det kommer til Danmarks og EU’s ønske om at være Afrikas foretrukne partner, skal vi minde os selv om, at Afrika i dag ser Europa som stærkt hyklerisk i forhold til international retsorden. 

Vi må tage konsekvenserne og være ærlige: Hovedparten af de lande i Afrika, hvor vi samarbejder, må betragtes som stærkt autokratiske med regeringer, der søger deres legitimitet i ”tilpassede eller kamuflerede demokratiske processer”. Og det er først nu, at vi synes at se dette i øjnene og acceptere at arbejde i denne virkelighed, på linje med vort samarbejde med autokratier i Mellemøsten.

Se blot på Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda, Etiopien, Nigeria og Nordafrika: stærkt autokratiske. De mest demokratiske lande netop nu, hvor Danmark har ambassader, må siges at være Senegal, Ghana og Sydafrika.

Når det kommer til Danmarks og EU’s ønske om at være Afrikas foretrukne partner, skal vi minde os selv om, at Afrika i dag ser Europa som stærkt hyklerisk i forhold til international retsorden. 

Det skyldes Europas langtfra synkroniserede holdninger til kriserne i Mellemøsten, Ukraine, Iran, Venezuela og til Afrikas egne interne kriser som: Sahel, Sudan og den Demokratiske Republik Congo, som de vigtigste. 

Alt for ofte træder forskellene tydeligt frem i EU’s manglende evne til at have et bare tilnærmelsesvist entydigt svar til at handle på de overtrædelser af basale rettigheder, som finder sted i disse menneskeforagtende kriser, og som i stor udstrækning finansieres af eksterne interesser.

Ligeledes er det heller ikke givet, at EU kan levere varen, som den Afrikanske Unions højtstående repræsentant Carlos Lopes skriver i ”The Self Deception Trap: Exploring Economic Dimensions of Charity Dependency within Africa-Europe Relations ” fra 2024.

Heri beskriver han EU’s administrative repræsentanter som både arrogante og manipulerende i sammenligning med bilaterale landerepræsentanter, og den konstatering synes jeg godt fra tid til anden at kunne genkende. Men hvordan skal vi så gøre?

Langsigtede beslutninger

Europa og dets afrikanske partnerorganisationer som den Afrikanske Union (AU), den økonomiske samarbejdsorganisation i Vestafrika (ECOWAS) og de andre regionale organisationer (otte i alt) – som for manges vedkommende stadig hovedsageligt lever af donorers (og især EU’s) velvillighed – må blive bedre til at kræve gensidigt ansvar og handling i de større kriser og krige, hvor millioner er drevet på flugt og har lidt igennem årtier, mens vi stadig blot ser til og bidrager økonomisk som for eksempel i Sudan og Congo.

Danmark må også blive bedre til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Det kan ske ved, at ambassader, danske ngo’er og virksomheder opbygger større regional viden og sikrer, at denne viden bruges konstruktivt til at udvikle et samarbejde, der kan skabe muligheder for Afrikas unge. 

Vi skal tænke langsigtet og være til stede, som det rigtigt nok sker i regionale klynger. Her er Østafrika den største, hvor vi er til stede i både Kenya, Uganda, Tanzania og nu også Rwanda. Det synes lidt overdrevet og har nok en anden politisk begrundelse. 

Man må imidlertid spørge sig selv, om det ikke havde været godt at tænke endnu længere og måske århundredet ud i relation til de større økonomier i det centrale Afrika, hvor vi slet ikke er til stede. 

Kunne det eksempelvis ikke have været bedre at ofre lidt på at være synlige i Afrikas vigtigste og ”rigeste” land: den Demokratiske Republik Congo, nabo til Angola, der igen er det rigeste og vigtigste land i den sydafrikanske region efter Sydafrika. 

Her udspiller sig en kamp om ressourcer, som Danmark ikke skal gå ind i; men hvor kunne det være på plads at være synlige og bedre forstå, følge og støtte de næste 25 år, hvor respekten for folks rettigheder til deres land og til deres kamp for et bedre liv bør kombineres med respekten for miljøet, landbruget og lokal økonomisk udvikling og sågar overlevelse.